Paro er en sæl, altså ikke en rigtig sæl, men en fantastisk computer pakket ind som en sæl. Den bor normalt i Valmuen, et demensafsnit på Åglimt i Vesthimmerlands kommune.
Vi har fået lov til at låne ham.
Han er blevet meget forskelligt modtaget, men generelt er det positivt.
Fakta om Paro
- Paro er blevet udviklet siden 1993 i Japan.
- Paro er ikke legetøj, men en terapeutisk robot.
- Paro er en babysæl, fordi de færreste har prøvet at holde sådan én i favnen. En robothund eller -kat er for velkendt og vil derfor skuffe brugeren med sin adfærd.
- Paro har en dagsrytme, hvor den er mest aktiv i dagtimerne og bliver søvnig til natten.
- Paro har fem forskellige slags sensorer, så den kan reagere på berøring, lys, lyd, temperatur og hvordan den er placeret. Den siger lyde, som en babysæl.
- Paros opførsel kan blive opfattet som om, at den kan udtrykke følelser såsom overraskelse og glæde ved at blinke med øjnene og bevæge hoved og luffer.
- Paro kan lære sit navn og en bestemt adfærd. Hvis man stryger den meget, vil den huske den adfærd, der får brugeren til at stryge den. Hvis man slår den, vil Paro undgå den handling, der udløste slaget.
Vi har mest brugt den til at tage frem, og tale med den sammen med en eller flere beboere.
Den har også været i brug som kontakt medie, og det var den rigtig god til.
Vi har forsøgt at benytte den sammen med en meget urolig/vred beboer, men det gik ikke helt så godt. Måske er det også fordi vi passer godt på den, for den er en dyr sag ( Over 30.000 kr)
Netop fordi Paro både kan sige noget, men også bevæger sig, kan den bruges til at stimulere sanserne. Den føles dejligt blød, og "levende", og så "knurrer" den næsten ligesom en kat spinder. Det føles hyggeligt, så den kan også bruges til bare at sidde og mærke på.
Om Paro er levende eller ej, det kan give anledning til flere samtaler, for hvor mon den bor når den ikke er her. Hvad mon sådan en spiser. Hvem er dens mor ? Den ligner næsten en hund, men den har bare ingen ben - jo der kommer mange sjove kommentarer.
Der blev også sagt meget højt - tag den væk - jeg leger ikke med bamser ! Sådan er reaktionerne meget forskellige, men den har bragt smil i mange øjne, både hos beboere og personale.
Hvis du gerne vil læse mere kan du bl.a. gøre det her