fredag den 5. oktober 2012

Skovtursgruppen

På en hel almindelig torsdag stod der "Skovtursgruppen" på aktivitetstavlen.
Det adstedkom at der blev snakket lidt sammen mellem afdelingerne, og inden længe var der aftalt en tur ud i det blå på denne dejlige solskins torsdag. Køkkenet blev forespurgt om noget lækkert overlevelsesproviant, og vi fik en rulle kiks, dansk vand og saft, så vi kunne blande noget sagtevand med brus. Kurven blev pakket, bussen kørt frem, - og vi var klar.
Sådan en tur bliver oftest arrangeret i sidste øjeblik, da det er meget afhængig af dagsformen hvilke beboere der kan have glæde af turen. Denne torsdag var der 5 beboere der var helt klar, dertil 2 fastansatte og en SSA elev.
Meget af glæden ved en tur i bussen er køreturen, bare se og opleve naturen gennem glasset falder ofte i god jord. Vi besluttede således at vi ville køre rundt om Tange sø, hvilket kunne indebære en tur forbi en af de ansattes hus. Som for andre mennesker, er nogen af vores beboere meget interesserede i at vide noget om de ansatte, hvor bor de, har de børn mv. Så når det er muligt er det fint at køre forbi og se.
Ved Tange sø er der bænke og toilet, så der valgte vi at gøre ophold, nyde vores medbragte lækkerier, snakke lidt om vejr, vind og den dejlige udsigt.
Det giver ofte nogle dejlige samtaler når vi er ude, hvor der er andre synsindtryk
Her på pladsen faldt en del af snakken på de huse vi kunne se, om det var et flot sted at bo, hvordan det mon ville være at bo lige ned til en sø osv.
Eften ca ½ times pause, gik turen videre gennem Bjerringbro, over Ans og tilbage til Viborg, hvor vi ankom lige til middagsmaden, med en masse frisk luft i lungerne, og en lille god oplevelse rigere.
For vores beboere er det nemlig bedst med små oplevelser, og så lidt oftere. Store sammenhænge, eller arrangementer der tager lang tid er sværere at håndtere.